Byen og vreden

I det allerøstligste Østeuropa ligger to byer, Beszel og Ul Qoma. Den første har svært ved at komme sig over sin fortid som kommuniststat, mens den anden efter tyrkisk forbillede omsætter sin islamiske arv til sekularisme og økonomisk fremgang. De to byers kamp for at finde deres plads i den moderne verden bliver yderligere kompliceret af, at de to byer optager den samme plads: Det er simpelthen én geografisk by delt op i to ved hjælp af sirlige grænsedragninger og en indoktrinering af befolkningen i begge byer til simpelthen ikke at se folk fra nabobyen. Midt i alt dette forsøger kriminalinspektør Borlú at opklare et mord, som tilsyneladende er begået i Beszel, men hans efterforskning kommer hurtigt faretruende tæt på at overskride de tabubelagte grænser mellem de to byer.

I et London lidt længere fremme i tiden end vores, bliver en legende fra den argentinske forfatter Jorge Luis Borges' Book of Imaginary Beings pludselig til virkelighed. Ud af alle spejle og spejlglatte overflader i byen strømmer væsener ud, som ligner vores spejlbilleder, både i fuld menneskestørrelse, men også flyvende flokke af glimt af hænder, fødder og hårtotter. Bag spejlenes overflader lever der tilsyneladende en hel civilisation af væsener som, hver gang vi spejler os i noget, bliver tvunget til at tage vores form, og efter årtusinder er de nu brudt igennem spejlene for at hævne sig. Gennem Londons sønderrevne og affolkede gader følger vi en af de sidste overlevende civile mennesker, som har opdaget, at spejlvæsenerne tilsyneladende er bange for ham, så han måske har en chance for at ændre slagets gang.

Et andet sted i et andet London modtager en forfatter ved en fejl en brevpakke, som leder ham på sporet af en sandhed om byens gader omkring ham, som truer med at vælte hans opfattelse af virkeligheden.

Her, i dag på nubliverdetvildt.blogspot.com, skal vi se på den britiske forfatter China Miévilles fantastiske fortællinger om byliv, indignation og virkelighedens grænser.


 Jeg stødte på Miévilles navn et par gange under noget research jeg lavede til en opgave, men kom først rigtigt i gang med ham, da jeg fik hans roman The City & The City i fødselsdagsgave af min søster. Den var et lidt underligt sted at starte, for The City & The City (som den første historie i denne artikels indledning kommer fra) er egentlig ikke på nogen måde fantasy, selvom så meget andet af Miévilles produktion er det. Præmissen med de to byer, der ligger oven i hinanden, virker måske absurd og usandsynlig, men umulig er den vel ikke, hvis man sammenligner den med Berlin under den kolde krig, apartheid i Sydafrika eller ghettoiseringen af vores storbyer idag?

Romanen fangede mig af to grunde, som nok stadig er dem, der drager mig til Miévilles forfatterskab: For det første skriver han vanvittigt godt. Han får det engelske sprog til at strække sig i umulige retninger, så ting, man næsten ikke kan forestille sig, alligevel fremstår klart gennem hans detaljerede og intelligente beskrivelser - vel at mærke uden at det bliver nørdet på den kiksede måde, hvor man hele tiden skal hen og slå nye ord op i ordbogen. Han tager sproget, som det er, og får det til at rumme mere, end det normalt kan.

For det andet tager hans fantasi, selv når han skriver fjerne-planeter-sci-fi, altid afsæt i den verden, der er hans egen (og vores): Byen, og især forskellige afarter af kæmpebyer som London, er næsten altid scenen for hans historier, og dermed får hans verdener, uanset hvor syrede de kan være, altid et skær af nutid og relevans, som alt for meget fantasy og sci-fi mangler. Denne kobling af nutid og fantasi går dog også den anden vej, i den forstand at han også formår at bruge fantasiens sprog om hverdagsagtige og virkelige ting, så man får øje på, hvor fuldt af fortællinger og fortryllelse vores verden er, uden at det på nogen måde bliver glorificerende.

Begge disse to egenskaber kommer tydeligt til udtryk i The City & The City: Miéville formår at male for mine øjne, hvordan det må være at leve i en verden, hvor man ikke bevidst må se halvdelen af det, der foregår foran mine øjne, så jeg drømte om det om natten, samtidig med at fortællingen om Borlús detektivarbejde i de to byer fik mig til at tænke over alle de ting i min egen by, jeg "ikke-ser" hver dag: De hjemløse, de ensomme og måske endda dem, der har valgt et liv, der er så anderledes end det jeg har valgt, at jeg simpelthen ubevidst skriver dem ud af mit verdensbillede. På den måde er romanen noget af det tætteste, jeg har set på en god allegori (altså en symbolsk fortælling om en side af vores virkelighed) i lang tid. Det er der også mange kritikere og anmeldere, der har opfanget, og The City & The City fik folk til at råbe både Kafka, Orwell og Borges efter Miéville, så han er nok godt på vej til at blive optaget i de finlitteræres fællesskab.

Det er også en helt igennem fantastisk bog, med et vildt og uregerligt plot, som enhver krimi- eller spændingsnørd har lige så gode grunde til at læse, som en fantasynørd ville have. Men jeg var selvfølgelig sulten efter mere, og kastede mig over hans bagkatalog, og der viste det sig, at selvom Miéville sagtens kan være med ved de store litterære kanoners bord, er hans udgangspunkt utvivlsomt den spekulative fiktion (fantasy, sci-fi osv.). Kort sagt: Han er en god, gammeldags genrenørd. Vil man opleve ham som nærmest Tolkiensk verdensbygger, skal man kaste sig over Perdido Street Station og dens efterfølgere, hvor han har skabt et gigantisk og mangefacetteret "steampunk"-univers, fuldt af mystiske væsener, tvivlsom videnskab og politiske spændinger. Jeg har ikke læst nogen af dem færdig endnu, men det er tydeligt at han kan sit kram, og hans fokus på byliv og social uretfærdighed skinner igennem over det hele. Dem vender jeg tilbage til, når jeg engang har fået skrevet mit speciale.

I novellesamlingen Looking for Jake -and other stories er det endnu mere tydeligt, at Miéville har fundet en hel unik tilgang til både det fantastiske og til beskrivelsen af sin samtid. Stort set alle novellerne foregår i et London, der er stort set identisk med nutidens, men som har en eller anden form for fantastisk twist. Denne mikstur findes så i forskellige blandinger. Det fantastiske er allermest koncentreret i novellen The Tain, som spejlhistorien ovenfor stammer fra, hvor Miéville har skabt en nærmest Fallout-agtig postapokalyptisk verden ud af en ide fra en Borges-tekst, som oprindeligt var mere sprogligt legende og filosofisk i det. Der er noget megavitalt over at tage en kunstfærdigt højlitterær fantastisk tekst fra en af sidste århundredes mest anerkendte forfattere og lave den til et stykke action-packed genrefiktion, som jeg aldrig holder op med at smile over. Hårdstlående eksistensfilosofi er, hvad det er (eller også afslører Miéville bare, at Borges var mere fantasinørd, end man traditionelt antager?)! En anden blanding af ingredienserne finder man i novellen Reports of certain events in London, som, udover igen at lugte langt væk af Borges, også har et stærkt strejf af Edgar Allan Poe: Forfatteren som jeg nævnte i indledningen, hedder i historien sjovt nok China Miéville, og den postpakke, han modtager, indeholder en lang række dokumenter, som antyder, at der blandt Londons gader, som er for mange til, at en enkel person kan kende dem alle, eksisterer Viae Ferae, "vilde gader", som er gader, der er levende, og med årtiers mellemrum dukker op forskellige steder i byen, og endda i andre byer, og af og til har ødelagte vinduer og oprevne brosten, så det ligner, de har været oppe at slås med andre gader i mellemtiden. Dokumenterne stammer selvfølgelig fra et hemmeligt selskab, der overvåger de vilde gader, og forfatteren bliver mere og mere fascineret af de mystiske dokumenter, som dukker op i hans postkasse. Det er en rigtig konspirationshistorie, men den sætter også ord på den der underlige understrøm i rigtig meget litteratur og kunst i vores tid, som omtaler en fornemmelse af, at Byen som sådan er et levende væsen. Miéville forstår bare, at den spekulative fiktions fordel frem for de mere traditionelle genrer er, at den ekslipicit kan skabe verdener, hvor den tanke ikke bare er latent eller antydet, men simpelthen er virkelig.

Niveauet er vildt højt i Looking for Jake -and other stories, selvom der af og til er slutninger og detaljer, der tyder på, at Miéville kan blive lidt for fascineret af sine egne ideer til klart at kunne se, hvad der virker, og hvad der ikke gør, men det er vel bare et tegn på, at han er fantast to the core. Mange vil nok også kunne irritere sig over, hvor politisk Miéville kan være. Jeg tror ikke, jeg for alvor vover pelsen ved at påstå, at han er et godt stykke længere ude på venstrefløjen end de fleste, og det hele kan godt blive lovligt revolutionsromantisk. Omvendt er det superforfriskende at læse fantastik, der har en dagsorden, for der findes alt for meget i den genre, der er meget verdensfjernt og forholder sig alt for neutralt til verden omkring os. Uanset hvor man står politisk, kan man dog ikke blive andet end fascineret af, hvordan Miéville kan formidle både undergrundens og de marginaliseredes liv i byen, både i sin fiktion og når han kaster sig ud i essayistisk journalistik som i London's Overthrow (klik på linket for at læse den), hvor han beskriver London i dag med samme fortællerglæde og sociale indignation, som han anvender på sine fiktive byer. For mig at se er den artikel, sammen med The City & The City, et tegn på, at den spekulative fiktions stilistik og ordforråd med tiden kan vokse sig til at være en særlig stilart, der ikke nødvendigvis behøver at begrænse sig til fantasifostre og fabler, men kan bruges til at beskrive vores verden som et sted, der stadig gløder af fortællinger og fortryllelse, uden at romantisere noget som helst eller lukke øjnene for, hvor moralsk grå og kompliceret verden kan være.

Miéville har udgivet en hel del mere, end jeg har nævnt her, senest den (så langt jeg har læst) meget nørdede Kraken i 2012, hvor en kæmpeblæksprutte bliver stjålet, og en konservator bliver shanghajet af London politis særlige afdeling for sekterisk kriminalitet til at efterforske tyveriet i byens undergrund af sekter, hemmelige klubber og konspiratorer. Er man umiddelbart ikke så meget til det nørdede, vil jeg foreslå, at man kaster sig over The City & The City, som er en god roman i sin egen ret helt uden at man nødvendigvis skal læse den som genrefiktion. Hvis man godt kan lide fantastik, og trænger til noget, der hverken giver køb på spændingen eller samfundsrelevansen, skal man gå løs på Looking for Jake, og i det hele taget bare holde øje med en af de allerbedste genreforfattere, der findes på engelsk lige nu.