Rummet som scene

Det er gået op for mig, at vi her på nubliverdetvildt! slet ikke har været i rummet endnu! Vi har været i fremtiden og fortiden og i alverdens paralleluniverser, men lige præcis den del af science fiction, fantasygenrens fysiknørdede tvilling, som handler om mennesket rejse ud i rummet i fremtiden, har vi slet ikke haft fat i. Det er egentlig ikke så underligt, for min personlige smag trækker altid i retning af fantasy, når valget står mellem de to genrer, men jeg vil alligevel gerne have rumhistorierne repræsenteret i det lille katalog over fantastiske fortællinger, jeg er ved at få opbygget her på bloggen.

Derfor skal vi i denne uge se på to udgaver af rumrejsefortællingen, som jeg har haft fat i for nylig. Den første er måne-thrilleren Moon fra 2009 med Sam Rockwell i rollen som en astronaut, der lever alene på en minestation på månens bagside. Det er en meget klaustrofobisk film med meget få skuespillere og et plot, der primært udfolder sig i dialogen, og der bliver ikke affyret et eneste laservåben. Det andet værk, vi skal se på, er pc-strategispillet Sid Meier's Alpha Centauri fra 1999, som er noget mere episk og odyssé-agtigt i sin fremstilling af menneskets vej ud i rummet, og som jeg fik til 2 kroner på Y's Mens loppemarked i Rødekro for et par uger siden. Det er to meget forskellige fortællinger, men de har den kvalitet til fælles, som jeg sætter allermest pris på ved science fiction-genren, når den fungerer: En bevidsthed om, at det at være menneske ikke er en statisk tilgang, men at menneskehedens vilkår  og selvforståelse er under konstant udvikling, og at der ikke skal mange ændringer i historiens gang til, før vores verden og vores erfaring af den ser helt, helt anderledes ud.

Moon foregår i en forholdsvist nær fremtid, hvor verdens energiproblemer stort set er blevet løst ved, at firmaet Lunar Enterprises har fundet ud af at udvinde stoffet Helium 3 af sten på månens overflade, som kan bruges til at skabe energi i fusionsreaktorer. Dermed er Jordens befolkning blevet uafhængige af fossile brændstoffer. Stoffet bliver udvundet af 3 automatiserede mejertærskerlignende fartøjer, som kører rundt på månens overflade i døgndrift. Den eneste menneskelige indgriben, der kræves, er at én enkelt medarbejder skal overvåge udstyret og hente beholderne med Helium 3 hjem til en base, når de er blevet fyldt op. Astronauten Sam Bell (Sam Rockwell) har arbejdet i den stilling i snart 3 år ved filmens begyndelse, og glæder sig til snart at skulle hjem. Han har nemlig været helt alene i de tre år, uden live kommunikation med Jorden, da der tilsyneladende er gået noget galt med kommunikationssatteliten. Hans eneste sociale kontakt er basens indbyggede kunstige intelligens Gerty (med Kevin Spaceys stemme), som er meget omsorgsfuld og betænksom, men stadig tydeligvis en maskine. Sam er altså rigtig, rigtig alene, og det begynder at gå ham på. Han ser ting, der ikke er der. 

En dag, et par uger inden han skal hjem til Jorden, kører han galt i sin månebil, da han skal ud og hente en Helium 3-beholder. Han vågner tilbage på basens lazaret og kan ikke huske noget. Gerty beder ham om at holde sengen et par dage, men han lister sig op og hører ved et tilfælde den kunstige intelligens have en direkte videosamtale med arbejdsgiverne hjemme på Jorden. Han fornemmer, at der er noget galt, og får sig sneget ud af basen og opdager den havarerede rumbil - hvori der ligger en tilskadekommet astronaut! Da han får ham slæbt hjem til basen viser det sig, at astronauten minsandten også hedder Sam Bell, og ligner ham på en prik. Der er altså noget helt galt med Sams virkelighed på basen, og uden at afsløre for meget kan man sige, at det at være menneske og individ i Moons verden ikke er så skarpt defineret, som det (stadig) er det i vores. Der er ikke noget overnaturligt eller magisk i det, men Sam finder ud af, at han ikke er den eneste, der har krav på de minder og den personlighed, han selv går rundt med, hvilket både giver ham en underlig følelse af fællesskab som han har længtes efter, og forstærker hans ensomhed i en paranoid retning. For hvad gør man, når man er helt alene på Månen, afskåret fra al kommunikation, og finder ud af, at de folk, der har afstukket grænserne for ens virkelighed, måske ikke har rent mel i posen. Filmen bliver på omslaget klassificeret som en psykologisk thriller, og det rammer meget godt, selvom filmen, så snart mysteriet er en smule afdækket, spiller med meget åbne kort, hvilket er mere typisk for en science fiction-film end for en thriller. Det er tydeligt, at manuskriptforfatterne har forsøgt at skabe en alternativ virkelighed, hvori de kan udforske og diskutere nogle etiske og videnskabelige problemstillinger, og det er tilsyneladende vigtigere at komme dybt ned i dem end at holde seerens paranoia og uhygge ved lige. Det betyder ikke, at den ikke er uhyggelig, og især det meget lydtætte, sterile miljø på rumbasen kombineret med de drømmeagtige månelandskaber giver filmen et skær af febermareridt. På det fantastiske plan går filmen meget minimalistisk til værks. Her er ikke en masse laserkanoner og rumvæsener, men blot en forholdsvist plausibel fremskrivning af teknologi, der allerede findes i dag. De fremmedelementer, der er til stede i filmen, er der for at understøtte historien om en mand hvis identitet falder fra hinanden, og om en fremtid, hvor ting, vi i dag tager for givet, er vendt helt på hovedet. Rummet vælges ikke som scene, fordi det er eventyrligt, men fordi det er tomt, stille, afsides og ensomt. 

Sid Meier's Alpha Centauri vælger en helt anden tilgang til rummet som scene: Her forbindes det med opdagelsesrejser, pionerånd og en ren tavle at skrive et nyt kapitel af menneskehedens historie på. I spillets verden har FN samlet en stor gruppe topkvalificerede personer i superrumskibet Unity, en fremtidspendant til Noas Ark, som så skal rejse ud og kolonisere den nærmeste beboelige planet, Alpha Centauri. Besætningen bliver lagt i en kunstig medicinsk søvn, så de kan overleve de mange år, rejsen tager, og vil så blive vækket, når rumskibet når frem. Der sker imidlertid en fejl, så besætningen vågner alt for tidligt, og før landingen i den nye verden har spillets indbyggere delt sig op i syv rivaliserende fraktioner, som hver især har et unikt bud på, hvordan den nye verden skal regeres. Der er Gaia's Stepdaughters, som vægter økologi, bæredygtighed og bevarelse af den nye planets økosystem højt, The Hive, der kombinerer politistat med neuroteknologi, krigerkulten Spartan Federation og det højrereligiøse The Lord's Believers, for at nævne nogle af de sjoveste. Det er benhård satire over ideologier, vi kender rigtig godt allerede nu, men det er også en spændende tanke at genstarte menneskehedens historie med samfund baseret på ideologier snarere end slægt og geografi. Spilmæssigt gælder det om at vælge en faktion at repræsentere, og så kolonisere planeten på den mest effektive måde, samtidig med at man spiller det diplomatiske spil med de andre faktioner listigt nok til, at man til sidst enten tæver alle de andre eller bliver valgt til leder af hele ekspeditionen. 

Som spil fungerer det vanvittigt godt, fordi hjernen på den ene side er beskæftiget med det rent strategiske, strikturerede arbejde med at få ressourcerne til at række, skabe vækst og forsvare sig mod fjender og fauna, og på den anden side har travlt med at leve sig ind i den livlige debat mellem fortællingens mange skønt karakteriserede synspunkter og aktører. Der er mange spil, der påstår at skabe debat omkring vigtige emner og have masser af dagsorden, men Alpha Centauri gør virkelig alvor af det. Som jeg ser det, bruger spillet science fiction-rammen til en af de ting, fantastikken er allerbedst til: at skabe en hel alternativ verden, som kan fungere som laboratorium for en fri tænkning af muligheder og scenarier, vores egen verden ikke kan rumme. Der er selvfølgelig masser af lasere og rumsnegle og talnørderi i spillet, det er jo trods alt et rum-strategispil, men kernen er stadig den frie leg med menneskets ideologiske fremtid i en karikeret form, og jeg kan ikke forestille mig et medie eller en genre, der kunne have skabt et sådant forum bedre. Spillet har meget til fælles med Civilization- og Colonization-spillene fra de samme udviklere, som fungerer på lidt samme måde, bare i en mere jordnær historisk sammenhæng. Rummet som scenarie giver imidlertid endnu friere rammer for eksperimentet.

Rummet kan altså både danne ramme om fortællinger helt nede på det nære plan om ensomhed og identitet, men kan også være vor tids Nye Verden, hvor vi kan lege med tanken om, hvordan vores samfund også kunne være. Fortællingerne foregår i en ukendt, fremtidig verden, men de handler stadig om de ting, vi roder med her i vores nutidige hverdage, bare blæst op på en lidt større, mindre overbeskrevet tavle. Okay, nu er jeg blevet lidt vild med science fiction. Mere af det snarest!