Julekalender 2015 - 23. December: The Earthsea Quartet

Efter jeg fik set den nye Star Wars-film i sidste uge, har jeg tænkt en del over, hvilke fortællinger der har være formende for min egen fantasi. Hvilke troper, stemninger og karaktertyper tænker jeg selv i, når jeg skal fortælle historier, spille rollespil - eller bare forsøge at beskrive noget for et andet menneske. De første mange punkter på den liste er indlysende: Bibelen, den nordiske mytologi, C.S. Lewis' Narnia-serie og Tolkiens Middle-Earth, Prins Valiant-tegneserierne, Fallout-spillene, Cormac McCarthys The Road og Blood Meridian, Asterix-tegneserier - og så videre. Der er dog særligt et værk, der er kommet meget sent ind i min bevidsthed, men som føles som om det burde have været der altid: Ursula Le Guins Earthsea-serie, som jeg læste for første gang for et par år siden, er for mig at se fuldt ud på højde med både Tolkien og Lewis, men overgår sine steder begge i enkel skønhed helt nede på sætningsniveau. Jeg har længe glædet mig til at have den med her på nubliverdetvildt!, og i dag kommer den så som en kæmpestor anbefaling, hvis du om et par dage skal ud og bytte boggaver.

Du kender måske Le Guins verden fra Studio Ghibli-tegnefilmen Legenden om Jordhavet. Prøv at glemme den et øjeblik. Den er i mine øjne en ret dårligt gendigtning af nogle af de sene begivenheder i serien, som starter langt smukkere og enklere i den første bog A Wizard of Earthsea. Her møder vi den unge knægt Sparrowhawk, der viser sig at have magiske evner. Han bruger dem for alvor første gang, da hans hjemstavn, øen Gont, bliver angrebet af sørøvere. Her skaber han en tågedis, som forvirrer fjender og lader øboerne jage dem på flugt. Sparrowhawk bliver opdaget af den kloge gamle troldman Ogion, som lærer ham hans virkelige navn, Ged [Gæd]. Han tager Sparrowhawk til sig som lærling og forsøger at lære ham at bruge magien ansvarligt, men drengen har ambitioner og misbruger snart magien til at imponere en pige, og inviterer ved et uheld en ondskab ind i verden, som han bruger resten af den første bog på at bekæmpe. Sparrowhawk er det første lange stykke tid ikke en ret sympatisk hovedperson, der næsten kunne have været inspirationskilde for Rowlings Voldemort i sin arrogance og grådighed efter ny viden, men A Wizard of Earthsea handler i høj grad om, hvordan han bliver en mand i det han lærer at tage konsekvenserne af sine handlinger og genoprette den balance, han har forstyrret. Det handler om en ung mand der lærer at ville noget andet end det han har lyst til.

I seriens anden bog, The Tombs of Atuan, følger vi i stedet pigen Arha, som fungerer som ypperstepræst i en kult, der dyrker De Navnløse, en slags guder som lever under jorden i et stort tempelkompleks. Hun lever der i totalt mørke, men kender sin egen lille verden af gange og rum ud og ind. Templet er en del af det imperium, sørøverne fra den første bog kommer fra, og allerede her er Le Guin enormt anderledes end eksempelvis Tolkien: Hun skriver fantasy, hvor der er mere end en måde at forstå en konflikt på, og i Arhas kvindedominerede verden er folk som Sparrowhawk og de andre troldmænd fra hans rige det inkarnerede mandlige hovmod, som kun gør ondt i deres bestræbelser på at lære og forstå alting. Selvfølgelig dukker der snart en troldmand op, som fanges i Arhas labyrint, og det er ingen ringere end Sparrowhawk selv, som er blevet noget ældre. Lige så stille begynder de to verdener at nærme sig hinanden. Resten af historien vil jeg lade være her, for det er fantastisk at følge seriens karakterer videre i kvartetten, hvor tiden går og alle bliver ældre og lidt klogere. 

Jeg har det lidt med Le Guins Earthsea-serie, som jeg har det med Star Wars: Jeg er for glad for den til rigtigt at kunne udøve kritik på den. Alligevel vil jeg prøve at give et lille rids af, hvad den for mig at se tilfører mit personlige katalog af yndlingsfantasiverdener, for den har været med til at nuancere genren for mig på mange måder. For det første foregår den hverken i sneklædte bjergkæder eller på nordengelske heder. Den foregår i et ølandskab, hvor transport foregår i små skibe henover havet, og langt størstedelen af naturbeskrivelsen handler om vand, bølger, vejr og skyer. Ligesom jeg til enhver tid kan hensættes til The Long Darks snelandskaber fra gårsdagens kalenderlåge, kan jeg til enhver tid for mit indre øje sidde i en båd mellem øerne Gont og Roke og se solen stå op i vandspejlet. Det er en af de vigtigste grunde til, at jeg skal have læst serien igen hurtigst muligt: Det er et sted, man savner efter noget tid. Serien er heller ikke domineret af hvide mennesker med blonde skægfletninger, men med et kalejdoskop af hudfarver og kulturer. De fleste folk er dog mennesker (modsat Tolkien og Lewis igen), som ikke er fundamentalt biologisk forskellige, men kan være lige så splittede af traditioner og gamle fejder alligevel. Blandt de få rigtigt overnaturlige væsener er dragerne, som taler og lever i tusinder af år, og som Sparrowhawk har nogle fantastiske møder med. 

Seriens største bidrag til fantasygenren er nok, udover dens ret progressive behandling af køn i særligt The Tombs of Atuan, et magisystem som intet andet. "Magisystem" er måske et lidt nørdet rollespilsbegreb, men når man diskuterer fantasyromaner er det meget naturligt at diskutere, hvordan noget så urealistisk som magi er implementeret i det univers, man læser om. Når det bare er noget, nogle personer i universet kan, bliver det hurtigt meget kikset, mens man helt kan glemme dets unaturlighed hvis det passer godt ind i resten af universet. I Earthsea kommer magi af et kendskab til tingenes "sande navne". Alting, både mennesker og naturkræfter og døde objekter, bliver kaldt noget andet i daglig tale end de "egentlig" hedder, men det oprindelige sprog for ting (tænk en fantasy-ficering af Platons ideverden eller noget lignende) er selve skabelsens sprog, som man kun kan lære ved at studere det længe - og selv da er der mange sande navne, der synes tabt for altid. Kender man en tings sande navn, har man magten over den og kan "tale" med den. 

Derfor holdes de fleste menneskers sande navne hemmeligt, og gives kun til dem, man virkelig kan stole på. Faren ved det hele er, at man ikke kan undgå at påvirke ting bare ved at nævne dem ved deres sande navn, lidt ligesom man i kvantefysikken påvirker partiklerne blot ved at iagttage dem (jeg er lidt på usikker grund her!). Som magiker i Earthsea-universet har man altså et ansvar, fordi man står med selve tingens eksistens i sine hænder, når man nævner den - det gælder ikke mindst med andre mennesker. For vise magikere som Ogion handler det hele om at fastholde en balance i universet, og derfor bliver en af historiens eneste egentlige skurke selvfølgelig en troldmand, som går efter at skabe den mest fundamentale ubalance, nemlig ved at forsøge at overvinde Døden selv. 

Det sidste afslører selvfølgelig også, at Earthsea-serien også er et radikalt brud med den episke fantasys tendens til at lægge sig op af en kristen grundfortælling. Hos Ursula Le Guin er det ikke selve døden, der er fjenden, og der er ikke nogen Sauron man kan vælte, så det hele bliver godt. Det fører til en meget anderledes måde at tænke helte og udfordringer på, og jeg er glad for at have begge typer fortællinger i mit bibliotek. Både fordi en fantasyfortælling skåret fri fra det kristent-allegoriske giver plads til en hel masse andre typer fortællinger, men også fordi det for mig at se viser nogle af de svagheder, der kan være ved at lave fortællinger som Tolkiens og Lewis', hvor det gode og det onde er trukket så skarpt op. 

Nogle gange er der brug for det: Nogle gange giver netop den slags kristent-fantastiske historier mig sprog for noget omkring verdens grusomhed og behovet for retfærdighed, som jeg ikke finder andre steder, men deres sort/hvidhed er også blevet vældigt misbrugt op gennem tiden som inspiration til et meget hårdtpumpet helteideal i spil og fantasy, som er lige på grænsen til det fascistoide, hvor fjenden er grim og forvrænget, og heltene er stærke og rene. Der er, skal jeg huske at sige, langt større dybder i portrættet af det gode og onde hos de to Inklings, men de glemmes let i senere adaptationer og genbrug af deres karakterer og plotelementer. Earthsea-universet er på en anden måde født resistent over for den slags tendenser, fordi helten kun er helt i det omfang han erkender sine fejl og mangler, og fordi synsvinklen også tages helt over på "fjendens" side i The Tombs of Atuan. Jo mere jeg skriver om det her kan jeg faktisk mærke, at det at læse Earthsea minder mig om alle nuancerne hos mine gamle helte, som årtiers eventyrfilm og rollespil har fået mig til at glemme, og derfor bør The Earthsea Quartet for mig at se altid nævnes sammen med Tolkien og Lewis, når man skal skabe sig en fantasy-kanon.