1. December: Livet i atomødemarken

-et lille julepostkort fra min figur i Fallout: New Vegas. Her jager han mutanter på en sønderbombet motorvejsbro.

Julekalenderens første afsnit skal handle om computerspillet Fallout: New Vegas, som jeg lige har gennemført. Eller det vil sige, jeg har ihvertfald spillet mig igennem spillets hovedhistorie. For Fallout: New Vegas er i princippet et endeløst ørkenlandskab fuldt af hemmeligheder og jordfarvede eventyr.




Grundideen for Fallout-universet er, at menneskeheden på et tidspunkt har fået bombet sig selv tilbage til stenalderen i en altudslettende atomkrig. Ganske få mennesker er overlevet i "vaults" - underjordiske bunkere - og da den værste radioaktive stråling har lagt sig, begiver de sig forsigtigt op til overfladen og begynder at genbefolke jorden. Intet bliver dog som det var før, for verden efter dommedag er knap på ressourcer og fuld af farer, så det bliver hurtigt til en alles kamp mod alle, hvor kun ganske enkelte enklaver af civilisation holder stand i et vildnis af røverbaroner, magtmennesker og lykkejægere.

Den person, gennem hvis øjne man som spiller ser Fallout: New Vegas, er en kurer, som skal overbringe en vigtig pakke til en person i Las Vegas i Nevada, som (typisk for spillets menneskesyn), er en af de eneste byer, der står næsten uberørt efter krigen. I spillets første minutter bliver man imidlertid stoppet af en Frank Sinatra-lignende gangster, som stjæler pakken og efterlader en i en åben grav med en kugle i hovedet. Kort efter bliver man reddet af en venlig servicerobot, og så skulle man ellers tro at historien kørte på skinner derfra.

Det smukke ved Fallout: New Vegas er imidlertid, at historiefortælleren efter introen slipper tøjlerne fuldstændigt: Man får simpelthen lov til at vandre frit rundt i hele ødemarken, og give sig i kast med det, man lige får lyst til. Man kan redde den landsby man starter i fra at blive overrendt af røvere, eller slutte sig til røverne og plyndre byen. Man kan tage arbejde hos en af de mange forskellige magtgrupperinger, der forsøger at overtage området, eller man kan arbejde for at gøre Las Vegas til en uafhængig bystat og smide alle invasionsstyrkerne ud. Man kan også bare tage på opdagelse i ørkenen og finde de mange vaults, der ligger gemt rundt omkring.

Oven i det kommer så, at man kan gøre alle disse ting på et utal af forskellige måder. Man kan selvfølgelig bevæbne sig til tænderne med alverdens eksplosivt isenkram der er levnet efter krigen, men man kan lige så godt blive rigtig god til det diplomatiske og snakke sig fra selv de værste problemer. Der er en imponerende valgfrihed, som må have krævet uendeligt mange mandetimer at få programmeret på plads. Det holder aldrig op med at fascinere mig at det kan lade sig gøre at lave digitale verdener på den måde.

Lad os lige dvæle ved det med verdenen her til sidst, for bloggen her skal jo handle om de fantastiske verdener. Fallouts verden er for det første meget barsk. Den er det, man kalder en postapokalyptisk verden, hvilket vil sige at den foregår efter at verden, som vi kender den, er gået under, i stedet for at foregå i en helt anden verden end vores. Det er et helt fast tema i det postapokalyptiske at forsøge at skildre, hvordan vores verden ville se ud, hvis den eneste faste værdi var overlevelsen, og dermed hvor grusomt anarkiet kan tage sig ud. Spillet er da også fuldt af -temmeligt voldsomme og blodige- kampe, hvor man kæmper med røvere og mutanter med maskingeværer og macheter. Det er dog, i modsætning til i mange andre moderne skydespil, ikke bare ren voldsæstetik, for der er en pointe i at vise grusomheden i sådan en verden, og dermed hvor skrøbelig menneskeligheden og empatien i virkeligheden er. Lidt a la Cormac McCarthy's "The Road", som jeg kan anbefale alle at læse eller se på DVD.

 Ellers er verdenen en underlig blanding af klassisk western med revolvere og kaktusser, og en meget nuttet 50'er-amerikansk alt-skal-nok-gå-selvom-der-er-atomkrig-lige-om-hjørnet-stil, der bare er med til at gøre hele scenariet mere absurd.

han er bare så nuttet! Og radioaktiv.

- Og så er spillet også fyldt med små radiostationer, hvorfra man kan høre en fantastisk blanding af countrymusik og Sinatra-agtig bigband-swing. Fallouts verden bliver altså skabt ved at sætte kendte elementer fra vores verden sammen på nye måder, og så at sige lade det hele stå og simre i et stykke tid, for så at slippe spilleren løs i det. Og jeg har sjældent været så opslugt af noget spil som jeg var af Fallout: New Vegas. Det er barskt, sjovt, afsindigt omfattende og tankevækkende på en gang.