Hvorfor jeg ikke kan holde til undergangsfilm længere: World War Z

Min yngste bror fyldte 18 i lørdags, så min ældste bror, min far og jeg tog ham med i biografen for at se den nye zombie-katastrofefilm World War Z. Vi var ikke imponerede af de trailers, vi havde set, og jeg er så stor fan af bogforlægget (World War Z af Max Brooks, læs den!), at jeg ikke forventede andet end at blive lidt skuffet og til gengæld have en hyggelig mandetur. Jeg endte med at sidde med tårer i øjnene og hjertet helt oppe i halsen, for World War Z går til zombiegenren med nærvær og alvor på en måde, der gik lige ind. Jeg vil ikke bruge meget tid på selve filmens historie, for den skal ses, men i dag vil jeg gerne tale om, hvad filmens første halvdel gjorde ved mig, og hvad jeg har lært af den.




Tonen bliver allerede slået an i filmens intro, hvor klip fra nyhedsudsendelser krydsklippes med rå billeder af rovdyr der jager, mens lydsiden består af nyhedsspeaks om udbrud af en ukendt sygdom og et crescendo af støj og dyster musik. Det er meget stilrent lavet, med tresser-skrå klip og 3D-effekter, men først og fremmest føles det råt realistisk, og krydsklipningen går lige i underbevidstheden med sin sidestilling af menneskelig og dyrisk adfærd. Jeg var paranoid og flugtparat inden filmen nåede til titelbilledet.

I filmens indledende scene følger man den tidligere FN-agent Gerry (Brad Pitt), som har sagt sit job op for at tage sig tid til sin kone og to døtre. Det er gennem den lille families øjne, vi for første gang møder zombierne, og det var her, det løb følelsmæssigt helt af sporet for mig.

Familien sidder i bilen i en kæmpe kø, da folk omkring dem pludselig bliver bange. Der er mennesker overalt, og de flygter fra noget, Gerry og familien ikke kan se. Kameraet panorerer hen over menneskemængden, og før familien kan se det, ser man som tilskuer, at der er noget galt med nogle af de flygtende. Enkelte af dem løber meget hurtigt, og kort efter ser man dem overfalde andre mennesker. Det er ikke helt til at se, hvem der er hvem, og det bevirker, at hele menneskemængden bliver farlig. Der er sociofobi og paranoia i hvert eneste klip, og da familien endelig bliver vidne til et zombieangreb helt tæt på, er det meste af menneskemængden allerede blevet bidt og smittet, og jeg sad og hoppede i sædet og gav min bror lammere af skræk. Den næste halve time er familien på flugt over stok og sten, og for mig var det ét langt panik/adrenalinsus.

Jeg blev selvfølgelig påvirket af denne flugtsekvens af flere grunde. Den var for det første meget flot tilrettelagt, og filmens billedside er voldsom og nærgående. Min tendens til at blive utryg i store folkemængder spiller helt sikkert også ind, men der var en følelse, der overdøvede alt andet, og som jeg aldrig havde oplevet så stærkt før: Da Gerry og hans familie først begyndte at flygte, kunne jeg kun tænke på, at jeg ikke vidste, hvor Johanne og My (min kone og datter) var henne. Jeg var helt klar over, at jeg sad og så et stykke fiktion, men der gik noget i gang i mig, som var hinsides indlevelse og fornuft. Det var en umiddelbar reaktion på at se verden gå fra at være tryg til at være usikker og truende. Jeg var nødt til at sikre mig, at pigerne var i sikkerhed.

Jeg siger ikke, at det var en eller anden kæmpe ridderbeskytter i mig, der kiggede frem og sagde "yeah, det der kan jeg også" til actionheltefaren Gerry. Jeg ved godt, at alle reagerer forskelligt i den slags situationer, og at man aldrig skal tro, man kender sig selv i dem, før man er der. Det, jeg opdagede, var, at jeg ikke længere kan opretholde min nørd-distance til den slags film. Jeg sad ikke og tænkte på, om zombierne var godt lavet, eller om heltene klarede dem på en ny og spændende måde. Jeg så det som et realistisk familiedrama, som pludselig forvandler sig til ren rædsel, da hele menneskeheden bliver til fare for fortællingens hovedpersoner. Jeg så zombie-apokalypsen og tænkte straks på, hvordan min egen lille familie ville klare sig i den situation.

Og ja, jeg følte en stærk trang til at finde noget at forsvare mig med, tage min datter på armen og min kone i hånden og løbe, til vi ikke kunne mere, men det er der jo ikke noget underligt i! Det underlige er, at jeg ikke forventer at blive påvirket sådan af den slags film. At jeg er blevet så forvænt og afstumpet, at jeg ikke lader mig påvirke af en så ur-rædselsvækkende fortælling som den om mennesker, der bliver til rovdyr og angriber vores kære. Jeg tror blandt andet det kommer af, at vi har fået lukket den slags fortællinger inde i nogle genre-indhegninger, hvor postmoderne ironi og allegoriske tolkninger er en del af stødhegnet.

Måske har vi også vænnet os til, at historierne bliver fortalt med for meget rabalder og overdrivelse. World War Z tager sig selv hundrede procent alvorligt, som havde der aldrig eksisteret en kitschet zombiefilm før den, og i modsætning til det herskende "det er menneskene, der er de virkeligt onde"-paradigme, som hersker i genren efter The Walking Dead, er der masser af velmenende, uskyldige mennesker i World War Z. Faktisk arbejder mange af de overlevende sammen for at overleve undergangen, og det gør det endnu mere forfærdeligt, når et enkelt fejltrin eksempelvis omskaber et tværkulturelt, tværreligiøst asyl i Israel til en zombiesværm i løbet af få minutter. Filmen når ikke at gøre så meget ud af det, men bogen fokuserer meget på, hvad det gør ved mennesker og samfund at møde modstand, og det skinner igennem flere steder i filmen.

Det fungerer virkelig godt. Alt for godt. I et så nærværende medie som biograffilmen blev det virkelig voldsomt for mig, og det har fået mig til at tænke over to ting:

1. Det at stifte familie, blive nogens mand og nogens far, gør, at man er forbundet og forpligtet til andre på en måde, der går langt ud over valg og løfter. Når det er en del af min psykes umiddelbare reaktion på fare at tænke på to andre personer end mig selv, har det at være til og overleve en helt umiddelbar mening og sammenhæng, man aldrig igen kan løbe fra.

2. Hvorfor skal genrefiktion ikke gribe os? Hvordan er alle de stærke urfortællinger om unævnelige monstre og trusler blevet til noget, der nærmest ikke påvirker os følelsesmæssigt? Jeg har set megamange andre katastrofe- og monsterfilm, og jeg tænker altid mest på, om de er godt fundet på, og om de tilføjer noget nyt til genren. Når jeg tænker sådan, kan jeg godt forstå, hvorfor nogle kritikere rynker på næsen af genrefiktion som noget underlødigt. Fortællinger skal for søren da gribe os og spille vildt og inderligt på vores hjertestrenge! Hvis de ikke gør det, er de så ikke spild af tid? Alt, alt, alt for meget genrefiktion er simpelthen ikke fortalt godt nok, eller handler ikke rigtigt om noget. Vi læser/ser/spiller det alligevel, fordi vi gerne vil bortrykkes til fremmede, eventyrlige verdener, men vi tager til takke med ting, der ikke engagerer os eller udfordrer os, fordi der ikke er noget bedre at komme efter.

Hvor er de virkelig gribende genrefiktionsfortællinger, der afslører mig og rører mig på den måde, World War Z gjorde det? Giv mig gerne nogle eksempler! Nu går jeg selv på jagt efter flere.