En forsigtig ny sæson

Kære internet,

Jeg er helt ny! Med veloverstået speciale om nørder og med gode og opmuntrende ord med på vejen fra vejleder og censor er jeg på vej ud på det store arbejdsmarked, bevæbnet til tænderne med ord og ideer.

Det betyder også, at jeg har lidt plads tilovers i min hjerne til at skrive her, og derfor vil jeg, med forbehold for at jeg pludselig kan være så heldig at have et arbejde der kræver al min skriveenergi, udråbe en lille ny sæson her på nubliverdetvildt!

Jeg vil gerne begynde med et lille tilbageblik på, hvad jeg har nydt af fantastik på det sidste.

Allerførst vil jeg gerne gøre opmærksom på det lille indiespil Don't Starve, som dagens forsidebillede stammer fra. I spillet styrer man (i første omgang) den lille videnskabsmand Wilson med den iltre gangart og den voldsomme skægvækst, som vågner op i en ukendt verden, hvor en mand i smoking og butterfly siger, at Wilson ikke ser for godt ud, og at han hellere må undgå at sulte, hvorefter den velklædte man forsvinder i en røgsky. Så står Wilson der midt i ødemarken uden andre ejendele i det tøj, han går og står i. Rundt omkring ham er der træer, sten, kviste og buske, og en enkelt kanin med underlige følehorn i panden hopper roligt omkring. I højre side af skærmen kan man se Wilsons mavesæk blive tommere. Og inden længe hopper han rundt og råber "I'm so hungry!". - Anden hjælp får man ikke til at forstå spillets mekanikker: Wilson er sulten, og han må gøre hvad han kan for at overleve. Lidt efter lidt finder man ud af, at man kan samle kviste og flint og tænde et bål, der kan holde skovens rovdyr væk, når det bliver nat, og at mange ting i skoven faktisk kan spises. Det lyder som en minimalistisk udgave af Minecraft, men det bliver hurtigt tydeligt, at Don't Starves verden på en gang er mere sammenhængende og mere absurd end sit åbenlyse forbillede. 

Spillets verden åbner sig langsomt i en god blanding af spillerens eget tempo og pludselige gale indfald, som da Wilson en dag vågnede til lyden af hundeglam, og tre gigantiske monsterhunde kom tonsende mod den stakkelse videnskabsmand. I panik fik jeg ham til at smide noget kød, han havde taget fra en edderkop (don't ask) tidligere, og hundene pausede et kort øjeblik for at spise det. Jeg valgte så at bruge tiden til at stå og glo på hundene, hvilket viste sig at være en dårlig ide, og Wilson overlevede kun med nød og næppe ved at slå dem i hovedet med alt, han kunne finde. Mit syn på Wilsons verden var ændret for altid: Der kommer af og til kæmpehunde og angriber mig. Hvad gør jeg? Før jeg vidste af det, havde jeg fundet ud af at bygge et spyd og en rustning af planker, og da hundene lod vente på sig, brugte jeg mit nye udstyr til at nedlægge nogle edderkoppehuler, som det viste sig jeg kunne udvinde silke fra, så jeg kunne bygge et net der kunne fange bier, og så gik den vilde jagt ellers i en helt ny retning.

Her er det begyndt at gå rigtig godt for Wilson. En mur af halm der snart står færdig (hvis det ikke var fordi han en times spilletid senere fik sat ild til den i et forsøg på at lave kul), en lille mark og et stort skæg. Han skal nok blive til noget!

Mine udflugter i Don't Starve fungerer for mig som en gakket, men altid underholdende parodi på livet som jobsøger lige nu: Man ved aldrig helt, hvad der kommer løbende mod en næste morgen af dagpengeregler og nye stillingsopslag. Ofte viser det sig, at man har brug for nogle helt andre redskaber, end dem man har pakket i sin mentale rygsæk, men lige så ofte finder man ud af, at man kan bruge det, man har, til langt mere end først antaget. Det eneste sikre er, at det ændrer sig hele tiden, og at man, ligesom lille Wilson, altid skal være klar til at tage sine små spjættende ben på nakken og løbe i en ny retning. 

Nå, nu blev det jo til en længere historie. Det må betyde, at Guild Wars 2, Phillip K. Dick-romanen The Man in the High Castle, FTL og alt det andet må vente til en anden dag. Så ses vi snart igen!