Underholdning og undergang

Da den amerikanske science fiction-forfatter Ray Bradbury døde i juni, 91 år gammel, og internettet flød over af lovprisende nekrologer og hyldester til ham, fik jeg dårlig samvittighed over aldrig at have læst en eneste af hans bøger. Jeg gik ned på biblioteket og tog Fahrenheit 451 ned fra hylderne, fordi jeg i det mindste havde hørt om den før. Den fik dog lov at ligge nogle uger herhjemme, før jeg gik i gang med den, og da valgte jeg den endda mest fordi dens længde (230 sider) så mere indbydende ud end Kings, Mievilles og Stephensons 1200-siders romaner i en verden af bleskift og stakkeret nattesøvn. Jeg gik altså til romanen aldeles uden fornemmelse af, at den ville  få nogen betydning for mig, men det har den virkelig fået! Bradburys lille roman om en mand, der arbejder med at brænde bøger, er en dommedagsprofeti med tyk streg under profeti, og har ramt mig med sin præcision og desperate påtrængenhed på en måde, jeg har savnet længe. I dag vil jeg forsøge at sætte ord på, hvad den siger mig.

Først en kort introduktion til romanens verden: Guy Montag er brandmand, men ikke på den måde, vi forstår professionen i dag. Alle huse er i Montags tidsalder gjort brandsikre, så der er ikke brug for vand i brandmændenes slanger. De er derfor blevet fyldt med petroleum, for brandmændenes job er nu at rykke ud, hver gang nogen finder en bog, og sætte ild til den. Montag får et kick ud af sit job, men da han på en aftentur møder den 17-årige Clarisse McClellan, som kigger ham i øjnene og, i modsætning til sine jævnaldrende, interesserer sig for, hvorfor verden er, som den er, begynder han at tage sit liv op til overvejelse. Hjemme er Montags kone Mildred enten i sengen, hvor hun fylder sig med sovepiller og pacificerende lyde i sine høretelefoner, eller i stuen, hvor 3 af væggene er dækket af fjernsynsskærme, som konstant projekterer "the Family", en række realityshowsagtige personer, i usammenhængende klip med lydvolumen på højeste trin, og hun er lykkelig. Siger hun. En dag holder Clarisse op med at dukke op på aftenturene, og Montag tager sig selv i at redde en bog fra en bogafbrænding. Montag er pludselig en jaget mand, og må tage stilling til, hvilket alternativ der kan findes til den verden han kender. 

Fahrenheit 451 er udgivet i 1953, men det er næsten ikke til at tro. I sin samtid blev romanen (så vidt jeg kan læse mig til på wikipedia) læst som en dystopisk fremskrivning af tidens hang til censur, bogafbrænding og begrænsning af tankefriheden, men når man læser den i dag, er det en helt anden side af dystopien der sætter sig fast: Montag og Mildred lever i en verden, der fuldstændigt har glemt, hvad det vil sige at søge efter mening og betydning i verden, og helt har overgivet sig til underholdning og distraktion. Mildred "family" i stuen laver intet, der er fornuftigt eller giver mening, men de henvender sig til hende og siger "hello Mildred" i en uendelighed, og hendes veninder i nabolaget ser de samme ting, så de kan mødes og råbe "Så du det? - Ja! Jeg så det også! Jeg ser det!" til hinanden hen over skærmenes larm. Jeg håber ikke, det er fordi jeg er ved at blive gammel (men hvis det er det, er det okay), men hele scenariet mindede mig hårrejsende om den måde, Facebook og andre sociale medier har ændret vores måde at kommunikere med hinanden på. Det er helt og aldeles, grundlæggende og essentielt indholdsløst, og det vigtigste komponent i det er bekræftelsen af hinandens oplevelse af verden. De unge i Fahrenheit 451 er også lykkelige i Mildredsk forstand: Fordi der ikke er noget indhold i nogle medier længere, og bøgerne - og dermed historien og idehistorien - er væk, er de løbet helt tør for værdier, og fræser rundt i byens gader og slår hinanden ihjel. Bradbury går aldrig i detaljer med, hvordan de gør det, men lader det blot dukke op i personers samtale som et accepteret fænomen: De unge slår hinanden ihjel. 

Der er en høj grad af politistatslignende kontrol med samfundet i romanen: Folk melder hinanden til myndighederne, hvis der er mistanke om ulovlig besiddelse af bøger, og brandmændene er udstyret med helikoptere og "mekaniske hunde", som kan spore alt og alle og dræbe dem på et par sekunder, men det bliver også mere end antydet, at verden er blevet, som den er, "by popular demand". Romanens samfund er blevet så værdiforladt, kynisk og mareridtsagtigt, fordi befolkningen var klar til at ofre det hele på distraktionens alter, så de ikke skulle føle ansvar eller anfægtelse. Det er derfor ikke bogens forsvinden som sådan, der er problemet, men nærmere indholdets forsvinden i alting, for som Faber, en tidligere professor i romanen, siger:

"It's not books you need, it's some of those things that were once in books. The same things could be in the "parlour families" today, the same infinite detail and awareness could be projected through the radios and televisors today, but are not" 

Det er en kritik, der i mine øjne rammer plet ind i mediebilledet i dag. Mange har travlt med at begræde bogmarkedets forfald (hvilket rent statistisk er noget pjat, bøgerne har blot fundet nye steder at blive solgt) og kabel-TV, internet, computerspil og andre "overfladiske" eller "populære" medier magtovertagelse, men det er jo ikke det, der reelt er problemet! Som Faber siger, er der jo ikke noget i vejen for, at de nye medier kunne være fyldt af refleksion, dybde og "awareness". Problemet er, at de ikke er det, og måske er de gamle medier også ved at miste det? 

Det er heller ikke bare et spørgsmål om de intellektuelle mod de uoplyste: Montags overordnede, Beatty, er sindssygt belæst (han hævder, man ikke kan undgå at komme i kontakt med det skidt, når man er brandmand) og kan citere store forfattere og tænkere i et væk, men i en scene, der drager stærke paraleller til Ny Testamentes fortælling om Djævelen, der forsøger at slå Jesus på hjemmebane i ørkenen med citater om guddommelighed, bruger Beatty al sin viden til at overtale Montag til at forstå, hvorfor netop al viden, især i bogform, skal udryddes. Det er også en vigtig pointe at tage med, for rigtig meget af vores kulturelle nonsens idag bliver jo produceret af folk med lange uddannelser og tykke bøger på hylderne! Det er ikke et spørgsmål om intelligens, men om livssyn og menneskesyn.

Fahrenheit 451 er en dyster profeti om, hvad der vil ske, hvis vi kulturelt bliver ved med at fylde os uden at overveje, hvad vi fylder os med. Den har givet mig en følelse tilbage, som har været væk i lang tid, nemlig følelsen af, at det ikke bare er sjovt og spændende, men også virkelig, virkelig vigtigt at beskæftige sig med de fortællinger, vi er storforbrugere af, og hvad de siger os. Det er simpelthen ikke godt nok at være underholdende. En fremtid, hvor den vigtigste kulturelle værdi er underholdning, er dømt til undergang. Det kan man læse sig til i Ray Bradbury's Fahrenheit 451, en genreroman, som tør tage kulturen i forsvar.